Casanovas fængsel i Venedig

Det korte svar: Piombi

Det populære billede af Casanova bag Sukkenes Bro er en smule misvisende. Han blev arresteret den 26. juli 1755 og fængslet under Blytaget, Piombi, en række celler på loftet i Dogepalassets østfløj. De Nye Fængsler, bygningen som broen fører til, var et separat og nyere fængsel. Billetterne til operakoncerten bruger Casanovas navn, fordi de to fængsler deler en historie, men rummet, hvor koncerten finder sted, var ikke hans celle. At holde de to adskilt gør resten af historien lettere at følge, og det forklarer, hvorfor denne guide behandler dem efter hinanden.

Hvad Piombi var

Piombi har navn efter de blyplader, der dækkede palassets tag, direkte over cellerne. Pladerne lukkede kulden ind om vinteren og ledte varmen om sommeren, hvilket gjorde cellerne barske. En resolution fra De Ti Råd, dateret den 15. marts 1591, viser, at cellerne blev planlagt i slutningen af 1500-tallet, fordi de ældre celler blev anset for at være for strenge. Fanger kunne få møbler, sengetøj og mad bragt ind samt en lille godtgørelse, så Piombi var ikke det værste sted, republikken kunne anbringe en fange. De var forbeholdt fanger af højere status og for visse forbrydelser, blandt dem politiske fanger og libertinske præster.

Anholdelse og dom

Casanova, dengang 30 år, blev arresteret den 26. juli 1755 for fornærmelser mod religionen og den almindelige anstændighed og fængslet under Blytaget. Tribunalets protokol angiver anklagen som offentlige udåder mod den hellige religion. Den 12. september blev han idømt fem års fængsel uden rettergang og uden at få årsagerne at vide. Han beskriver cellen som mørk og varm og skriver, at han led af lopper. Efter fem måneder opnåede en personlig appel fra en protektor varmere sengetøj og en månedlig godtgørelse til bøger og bedre mad. Detaljerne om cellen stammer fra hans egen senere beretning.

Flugten

Casanova fandt en jernstang på en spadseretur i loftsetagen, smuglede den ind i sin celle og sleb den til en spids. Da han blev flyttet til en anden celle, gav han spidsen videre til fader Balbi, en fange i cellen ved siden af, som brød gennem sit eget loft, klatrede derover og også åbnede Casanovas loft. De to brød gennem blytagpladerne i tæt tåge, fandt en stige, sænkede sig ned i et rum med et reb af lagen og gik ud af paladset om morgenen. Wikipedias artikel om Piombi daterer flugten til den 1. november 1756, og beretningen lader Casanova nå Paris den 5. januar 1757.

Bagefter: Venedig ville have historien

Casanova nåede Paris, og tredive år senere, i 1787, skrev han Story of My Flight, som blev populær og genoptrykt på mange sprog. Han genfortalte historien i sine erindringer. Da han til sidst fik tilladelse til at vende tilbage til Venedig, var han først en berømthed, og endda statens inkvisitorer ville høre, hvordan han var undsluppet deres fængsel. Flugten var allerede en del af byens sagn, og det er den stadig. Derfor bærer en koncertsal i De Nye Fængsler hans navn på en billet, selv om hans egen celle lå et andet sted. Det er en historie, der overlever, fordi det var ham, der fortalte den. Erindringernes tolv bind løber op i mere end 3.500 sider i den uforkortede engelske oversættelse.

Pozzi og de ældre fængsler

Piombi var ikke det eneste fængsel i paladset. Cellerne i stueetagen, kaldet Pozzi, der betyder brøndene, var mørke, fugtige og isolerede, og flere celler kom til gennem det 13. og 14. århundrede. Piombi blev tilføjet fra 1591 for fanger af højere status. En tjenestetrappe forbinder Pozzi i stueetagen med Piombi under taget, som museets side om fængslerne beskriver det. Pointen med De Nye Fængsler var at flytte de fleste fanger ud af dette overfyldte virvar og ind i en formålsbygget bygning, som er den bygning, du nu krydser broen for at nå.

Hvorfor De Nye Fængsler blev bygget

I midten af det 16. århundrede besluttede republikken at bygge et nyt fængsel på den anden side af Rio di Palazzo til at huse fanger og embedet for magistraterne kendt som Notte al Criminal. Målet var større, lysere og luftigere celler, end paladset kunne tilbyde. Museet siger, at visse dele ikke levede op til det mål, især gange med vægge på alle sider og celler, der vendte ud mod den indre gård. Hver celle var beklædt med overlappende lærkebrædder. Museet tilføjer, at De Nye Fængsler muligvis var et af Europas første formålsbyggede statslige fængsler, hvilket gør bygningen vigtigere, end dens enkle mure antyder.

Sukkenes Bro

Sukkenes Bro er indelukket og dækket på alle sider, bygget af hvid istrisk kalksten og rummer to separate korridorer side om side. Museet daterer den til 1614 og Wikipedia til kort efter 1600, så tidligt i det 17. århundrede er rigtigt ifølge begge. Den forbandt paladsets retssale med cellerne, og de to gangbroer betød, at en dømt fange ikke mødte dem, der stadig ventede på dom. Navnet er senere. Det stammer fra romantikken, og den engelske form tilskrives Lord Byron. Fangernes suk ved synet af lagunen er en idé fra det 19. århundrede, ikke en optegnelse fra republikkens tid. Museet bemærker, at besøgende i dag bruger den korridor, der engang førte til embedet for to magistrater.

Casanova og musik

Casanova huskes som forfører, men han var også musiker. Efter at have opgivet juraen og kirken arbejdede han som violinist på Teatro San Samuele, et job han beskrev som menigt arbejde i en sublim kunst. Det placerer ham i den samme teaterverden, som gav Venedig sin offentlige opera i 1637 og La Fenice i 1792. Det gør koncerten i Fængselspaladset til en naturlig kombination: en time med arier i en bygning knyttet til en mand, der tjente til livets ophold i Venedigs teatre, før han blev fange. Guiden til opera i Venedig følger denne teaterhistorie. Han skrev også for scenen: hans skuespil La Moluccheide, nu tabt, blev opført på Royal Theatre i Dresden i begyndelsen af 1750'erne.

Læs næste: Opera i Venedig siden 1637

Hvem dette ikke er for

Ingen bør forvente fuldstændig sikkerhed om hver enkelt detalje. Kilderne er uenige om, hvor mange celler Piombi havde, og om datoerne for De Nye Fængsler og broen. Casanovas egne erindringer er hovedkilden til flugten, og Wikipedia bemærker, at mange detaljer i dem er overdrevne, selvom meget af det bekræftes af andre skrifter fra hans tid. Denne guide giver de fakta, som kilderne er enige om. Den er heller ikke en turistguide: den beskriver ikke, hvad en besøgende ser inde i museet, som har sin egen rute og billetter, og den lover ikke, at en bestemt celle kan ses.

Oplev stedet med egne øjne

Fængsels paladset vender ud mod Riva degli Schiavoni med en sydfacade, som arkitekten Antonio da Ponte behandlede som den eneste udsmykkede mur på en bygning, der ellers er blottet for dekoration. Fra gaden kan man se de tilgitrede vinduer og broen i dens omgivelser. Operakoncerten er én vej ind, med en pianist og sangere i en sal i samme bygning. Museets besøgsrute er en anden, og den krydser broen fra selve paladset. Begge er adskilt fra Piombi, som ligger på palassets loft. Museets egen beretning om fængslerne fortæller, at besøget begynder med en lille nedadgående trappe ind i en af broens to passager, og at en af cellerne viser de lågfor­synede spande, der blev brugt til fangernes affald.